Bulgarien – Bjørnesommerlejr
Af Nina Mørch Pedersen
21 friske og frejdige bjørne drog i juli af sted med flyveren til Bulgarien. Fra Bulgariens hovedstad, Sofia, gik turen syd på til Rilabjergene. Med meget tunge rygsække startede en fire dages vandretur op i bjergene. Første vandredag bød på 600 højdemeter i benene, og vi var alle udmattede, da vi slog teltene op i styrtende regnvejr ved en sø. Næste morgen vågnede vi op til en storslået udsigt ud over søen med bjerge og gletchere i baggrunden.
På turen blev der lagt fokus på fem irske spejderværdier: Social, fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og spirituel udvikling. Efter den første dag at have udviklet os socialt ved at lave samarbejdslege, stod
den videre vandring op af bjerget nu på fysisk udvikling. Dette blev gjort i ægte tour de france-stil med uddeling af førertrøjer. Det gjaldt dog ikke kun om at være hurtigst, men også om at hjælpe de andre.
Efter endnu en fantastisk dag med vandring i de vidunderlige bjerge, slog vi teltene op ved et lille vandløb, så vi kunne få drikkevand. Da natten faldt på, gik vi til ro i teltene under millioner af stjerner og
mange stjerneskud. På den tredje vandredag lod vi teltene stå og tog en vandredag uden rygsække. Vi havde regnet med at tage en stille og rolig dag, men denne dag endte med at byde på klatring op af et stenskred, krydsning af sne i shorts og t-shirt, vandring på meget stejle klippesider og badning i en iskold sø.
Vandredagene var nu ved at være slut, men vi manglede stadig at komme ned ad bjerget igen, så sidste vandredag stod på nedstigning: 1300 højdemeter på en meget smal sti. Målet var Rilaklosteret, der er Bulgariens helligste sted. Vi fik lov til at overnatte på klosteret og efter de hårde vandredage nød vi en stille aften med tid til at udforske vores spirituelle sider, klansammenholdet og hvad vi hver især er taknemmelige for.
Fra klosteret tog vi videre til en hyggelig campingplads uden for en lille skisportsby, der hedder Bansko. Ejeren af campingpladsens engelske ordforråd begrænsede sig til ”problem” og ”no problem”, men sådan kommunikerede vi også fint med ham. Fra campingpladsen blev vi hentet og kørt til canyoning med to guider. Først rappellede vi ned til en flod, som vi derefter fulgte ved at gå ude i vandet og nogle steder hoppede vi fra klipperne ned i floden. Et sted holdt vi pause og kunne her få et par spring fra omkring tre meters højde. Da vi kom tilbage til Sofia var vi på kulturel byvandring, hvor vi blandt andet så Sofias vartegn - Alexander Nevski-katedralen, Sofias universitet, legede i Sofias gader og var på “kvindernes marked”, hvor man kan købe næsten alt. Her lavede vi en konkurrence om at købe det sjoveste til bjørnelokalet. Vinderen var et par farverige bukser til 5 kr.
Alt i alt var det en fantastisk tur med storslået natur og ømme muskler, der i allerhøjeste grad styrkede sammenholdet i klanen og var med til at overskride nogle grænser.
Tilbage til artikel-oversigten
|